3. runde i divisionsturneringen
Søndag d. 25. november var første- og andetholdet begge på udflugt for at spille tredje runde af holdturneringen.
Frem 2 havde efter Niels Henriks udsagn en dag, hvor det meste gik vores vej. Kampen mod Nyborg var på papiret en jævnbyrdig affære, men efter slutfløjt kunne vore klubkammerater konstatere at sejren blev på hele 6½-1½! Næsten halvvejs i turneringen indtager andetholdet andenpladsen i 2. division, gruppe 2, hvor en top-3 placering vil sikre statusen som divisionshold efter den kommende omlægning af divisionsturneringen.
Frem 1 var på en lang køretur og spillede mod Hillerød. Resultatet blev 2½-5½. Simon Wilbrandt (holdleder) har skrevet en beretning om holdkampen:
Frem 1 - Hillerød (foto: Hillerød Skakklub)
Skoleskak-DM
I weekenden 25.-26. november afholdes Danmarksmesterskaberne i skoleskak.
I F-gruppen blev det til en meget flot andenplads til Spencer efter 6½ point af 8 mulige. Abdurrahman havde ligeledes en god turnering i samme gruppe, hvor det blev til en 12. plads efter 4½ point.
Elias Dupont spillede med i E-gruppen, hvor pointhøsten var størst lørdag (fire sejre og to nederlag). Elias sikrede sig 5 point i løbet af de 8 runder.
Helena spillede med i D-gruppen og fik god erfaring med fra weekenden, hvor det blev til to sejre undervejs.
Holdskak - runde 2
Uge 46 stod som vanligt i holdskakkens tegn.
Andetholdet tyvstartede søndag d. 12. november ved en tur til Holbæk. Holbæk er blandt favoritterne til at ende i top 3, der sikrer plads i næste sæson 1. division. Derfor kan Frem 2 være godt tilfredse med sejren på 4½-3½.
Mandag d. 13. november drog fjerdeholdet til Nyborg, hvor det blev til en flot sejr på 6-2 mod Nyborg 2.
Frem 5 spillede samme mandag på udebane mod Tårnet 2, hvilket endte uafgjort 2-2.
Torsdag var Frem 3 involveret i en spændende dyst mod Nr. Aaby, der først blev afgjort ved udfaldet af sidste kamp, hvor Jan Erik kæmpede bravt. Desværre blev det til et knebent nederlag på 3½-4½.
Markus beretter om andetholdet
I søndags (12. november) spillede Frem 2 anden runde i denne sæsons udgave af divisionsturneringen. Med udsigter til, at 2. division nedlægges til fordel for en lidt udvidet 1. division, er der kommet nogle lidt andre boller på suppen for holdet. Vores udsendte reporter beretter kort herom i det følgende:
Kort og godt kan det siges, at Frem 2 i denne sæson har fået skåret en klar målsætning ud: Top-3 for at blive i divisionsturneringen. Ellers er det tilbage til Fynsserien med hverdagsrunder og truslen fra det evigt opadslående Frem 3-hold. Det fremgik også i holdleder Niels Henriks klare instruktion inden første runde mod Maribo, som blev spillet i egne lokaler: Der skal spilles for at vinde, og remisserne taget på baggrund af usikkerhed, dem må vi gemme til, at vi er længere i sæsonen. Frem 2 formåede også at spille en ganske fortrinlig kamp mod Maribo, hvor resultatet samlet lød på 6-2, hvilket lagde et godt udgangspunkt for resten af turneringen.