Den afsluttende kamp i Fyns Skak Unions Serie 1 blev afviklet 21. april som det traditionelle fællesarrangement, hvor alle hold kommer i ilden. Læseforeningen lagde lokaler til, og når der er ti hold, er det nødvendigt både med mange kampaftener i årets løb og med god plads den sidste aften.

Vi havde Middelfart 1 som modstander, og det var for stor en mundfuld. Middelfart vandt 6½ - 1½. Et lyspunkt var igen Linus, som udnyttede en modstanderfejl til et kongeangreb med løberoffer, og tre træk senere gav modstanderen op. Undertegnede spillede remis i et parti, der ifølge computeren stod til remis hele tiden.

Det har været en lang turnering, men mon ikke vi har lagt abstinenserne efter coronapausen bag os nu? Det har også været lidt hårdt at være det hold, der i kun én kamp stod til uafgjort, i resten stod vi til at tabe. Og alligevel fik vi 5 matchpoints. Som helhed har Frem 4 altså klaret sig bedre i denne holdturnering, end man skulle have troet, og – vi undgik sidstepladsen!

Peter Fynbo