Søndag d. 12. april var Frem 3 i Horsens for at spille en holdkamp om mulig oprykning til 1. division. Efter en tæt og spændende affære, hvor Frem 3 var foran hele vejen indtil sidste parti desværre blev tabt med slutresultatet 4-4 til følge. Ved ligestilling afgøres udfaldet/oprykningen ved hvilket hold, der har gevinst i 'højestrangeret' parti. Dette var desværre til fordel for Horsens, der havde vundet på bræt 2. Dermed rykker Horsens op i 1. division, mens Frem 3 desværre må fortsætte i Fynsserien næste sæson. Enkeltresultaterne fra kampen kan findes på holdskak.skak.dk.

Kort om kampens forløb (vurderet ud fra rækkefølgen på de offentliggjorte resultater online): Først færdig var Niels Henrik (remis) og Michael (gevinst), hvilket gav en tidlig føring på 1½-½. Herefter blev fredspiberne fundet frem på bræt 6 og 7, hvor Oskar og Utoft med remiserne sikrede stillingen 2½-1½. Herefter tabte Jacob på bræt 2, mens Rasmus vandt på bræt 5; nu var stillingen 3½-2½ i vores favør. Herefter blev Alan færdig; Alan var angiveligt presset undervejs, men fik vendt situationen med små gevinstchancer til følge. Dette parti endte dog remis, og stillingen var nu 4-3, hvorfor matchens udfald afhang af Markus' parti, hvilket derfor også endte med at vare yderligere en times tid (og i alt fem timer). Til sidst måtte Markus dog kapitulere, hvormed Horsens trods samlet uafgjort 4-4 tager pladsen i 1. division.  

Du kan læse nærmere om kampen via Niels Henriks beretning samt beretningen på Horsens Skakforenings hjemmeside.

Det er første gang, at en sådan oprykningskamp blev afviklet mellem 3. hovedkreds (Fyn) og Sydjysk Hovedkreds efter den nye divisionsstruktur indført i 2025. Oprykningskampen skyldes, at der er 9 hovedkredse i Danmark med hver sin vinder af den lokale Mesterrække (på Fyn kaldes denne Fynsserien), mens der kun er 8 nedrykkere fra 1. division (2 nedrykkere fra hver af de fire regionale grupper). Divisionsreglementet angiver derfor, at vinderen af Fynsserien hver andet år skal spille oprykningskamp mod den tilsvarende vinder af Sydjysk Hovedkreds, som i år er Horsens Skakforening.

Frem 3 ved seneste holdkamp mod Nyborg, hvor sejren i Fynsserien blev sikret (foto: Anne Mette Bruntse)

Kalender

Sæsonen 25/26