En omvej – en miniature og vi skal frem!

Vi er halvvejs i turneringen, og ligger nu efter gårsdagens matchsejr på 5-3 mod Odense 1 på en 2.plads. Frem 3 ligger på en 1.plads, så det skal blive spændende hvad der sker de sidste tre matcher, men det er altså ikke kun i kampen om oprykningen, at der er lagt an til lidt drama.

Ligesom ved de tidligere matcher skulle der også lidt drama til udenfor brættet, før alle 8 kvinder var klar til kamp. Da vi i runde 2 spillede mod Tårnet i Svendborg var der nogle der tog en lille omvej over Storebæltsbroen inden de endelig fandt til Svendborg. Denne gang valgte Ellen Nilssen og jeg, at omvejen i stedet skulle gå en lille tur forbi Thomines forældres hus. Grunden var, at vi havde valgt at stile mod den første, den bedste adresse, som vi fandt i Thomines holdmail. Vi var endda i god tid, da vi nåede frem til et nydeligt hus på en stille villavej. ” Det var da underligt at vi skal spille i et privat hus…hmmm…..vi kiggede lidt på hinanden. Som de skarpe skakspillere, vi er – så begyndte nogle klokker så småt at ringe…
- Kan dette mon være rigtigt? Har vi mon taget fejl af adressen?
Så fik en af os den gode idé, at nærlæse Thomines mail igen. Nærlæsning er faktisk altid en god idé, ikke kun generelt, men i særdeleshed også når man skal spille holdskak.  Nå, men ved nærlæsning viste det sig altså, at vi stod uden for Thomines forældre hus – der hvor holdet dagen forinden havde holdt fællesspisning,  prep og lørdagshygge. Vores ankomst var vist det man kalder en postgang for sent, men man skulle næsten tro, at der lå en eller anden timing i det – for lige i næsten samme øjeblik passerede Bruntse-familien forbi i nærheden i en dejlig varm bil, hvor der lige var plads til to sæder mere. Det betød, at alle dermed nåede Frem til tiden og vi kunne gå i gang:

Ellen F stillede op på 1.brættet og spillede til hele vejen. Det blev en strategisk svær stilling, hvor hendes modstander nok stod en smule bedre i starten af midtspillet. Det lod dog ikke til at bekymre Ellen så meget. Hun gik efter kongen, opstillede trusler og udstrålede den form for optimisme, man vinder partier med. Modstanderen begyndte at lave fejl og blev presset mere og mere bagud. Efter partiet sagde han, at han da var blevet skubbet godt og grundigt rundt på brættet. Vi andre syntes det samme, så det var han ikke alene om at synes. Første gode point kom dermed i hus.

Jeg selv på 2.bræt var godt tilpas i åbningen. Jeg mente, at jeg måtte stå til gevinst, og det lykkedes mig også med snedigt åbningsspil at få fanget min modstanders springer på a8. Nu var planen bare at få den indkasseret – og dermed en officer – og det hele point. Men som de fleste ved, så går det ikke altid som præsten prædiker. Som en klog skakspiller engang sagde: ”Mellem åbningen og slutspillet placerede Gud midtspillet”. Og i det her tilfælde (for at blive i terminologien), så – fór der en djævel i min modstander. Han fandt det ene gode træk efter det andet, mens jeg begyndte at overtænke. Overtænkningen ledte til en plan om at ofre en bonde, hvilket bevirkede, at hans springer kunne slippe ud. Og når nu jeg havde stået så godt – så skulle jeg da slet ikke gribe de chancer der herefter kunne være for en halv. Nej – jeg gik ned for fuld musik i stedet og indkasserede dermed holdets eneste tab sammen med Astrid.

Astrid på 8.bræt var indtil i dag vores topscorer. Hun har spillet stabilt og sikkert, men i dag kom hun ikke så godt ud af åbningen, og modstanderen formåede at holde en fordel og tage hele pointet. Det er altid ærgerligt at indkassere et tab efter man har været i en god stime, men med det spil hun indtil videre har vist, er vi ikke i tvivl om, at hun kommer stærkt tilbage.

Thomine på bræt 5 syntes åbenbart ikke, at Astrid skulle dele topscorerværdigheden alene, så hun valgte at gå all in for at komme med i det fornemme selskab. Hendes modstander spillede en forsigtig Pirc. Hvad en rød klud er for en spansk tyr, det er hvad forsigtigt spil er for Thomine. Det betyder i skaksprog, at der nu kun er en vej. Thomine stillede brikkerne op til angreb og rokerede langt. Så blev der blæst til angreb, og efter bare 20 træk kunne den sorte stilling ikke hænge sammen længere og hendes modstander opgav ved udsigten til materialetab. En flot miniature i ægte Thominestil.

Kathrine udviste også mod, da hun valgte at demonstrere, at den bedste måde at gendrive en gambit  på, er ved at acceptere den. Hun kom stærkt fra åbningen og spillede nogle præcise træk. En merbonde i centrum kan godt blive stærkere som partiet skrider frem, og dette skete også her.  Hun fik en dobbeltbonde, som dominerede d-linjen, hvilket også gav et rigtig godt felt på d4 til hendes løber. Til sidst var hun foran med to fribønder i et tårnslutspil hvorefter hendes modstander gav op. Endnu en stærk sejr til vores hold.

Caroline viste også overblik og vandt i sikker stil. Hun fik sig noget af en overraskelse da hendes modstander spillede 1.a3. Det endte hurtigt ud i en træomstilling til noget semislavisk. Hendes modstander fejlvurderede mulighederne og blev for ivrig i en lige stilling. Det udløste et tab af en bonde og gav hende to fribønder på dronningefløjen. Da de var nået til vejs ende og kun havde udsigt til at blive dronninger opgav han.

Emma spillede efter eget udsagn sit livs korteste parti nogensinde. Det bestod af bare 9 træk. Hun og modstanderen gik begge på stormestermanér i tænkeboks tidligt i forløbet. De brugte en time hver. Emma kom lidt mærkeligt ud af åbningen og modstanderen havde fordel, da han med sit 9. træk tilbød remis. Eftersom Emma vurderede sin stilling til at være i underkanten, tog hun stormesterligt og klogt i mod. En beslutning der helt var i partiets ånd.

Leia stod for den anden halve i dagens match, men den var knap så stormesterlig som Emmas. Det var faktisk endnu et rigtigt kamp-parti og samtidig dagens længste. Det blev til 4,5 times kamp og 48 træk før de blev enige om den halve. Partiet startede som en siciliansk men endte mere som en fransk struktur, hvilket ikke rigtig er noget Leia er vant til. Hun spillede omhyggeligt, fandt en god plan, men tiden begyndte desværre at skride. Det resulterede i et bondetab. Her formåede hun så at omstille sig til den nye situation. Hun fikserede klogt nok modstanderens bondekæde, og til slut kunne ingen af dem gøre noget, og de tog remis.

Næste gang spiller vi hjemme mod Læseforeningen 2. Vores motto om at vi skal Frem – trods nogle små omveje – holder vi fast i!

Louise W. Fredericia