Af Thomine Stolberg-Rohr

Den 26. oktober oprandt dagen, hvor Frem skakklubs nyeste satsning, kvindeholdet, skulle have debut i Fynsserien.

Som så mange gange før bød sæsonstarten på et internt opgør mellem Frem 2 og Frem 3, men denne gang var meget forandret. Mine sidste års holdkammerater på Frem 2 var blevet forvist til 3. holdet for at gøre plads til 8 kvinder på Frem 2, og var i stedet dagens modstanderhold.

Frem 2 mod Frem 3 er altid et spændende internt opgør også selvom der som regel er en klar forhåndsfavorit i sådan et opgør. Det var vendt lidt på hovedet denne gang hvor den endelig holdopstilling viste en forventet score på blot 2,74 point til Frem 2.

Vi havde måttet afgive vores 2. og 3. bræt til kvinde-DM der blev afholdt samme weekend (Desværre uden en DM-titel til Frem) og derudover var vores 4. bræt taget til udlandet for at spille skak, så vi fik fra start brug for at trække på reserverne. Blandt disse fandt vi alt fra en tidligere ungarnsk mester i skak for kvinder til en ung kvindelig studerende der spillede sit første koordinerede parti nogensinde i august måned i år.


Frem 2 laver kampråb inden rundestart

Heldigvis havde Frem 3 selv hele fire afbud, hvilket hjalp en smule, selvom reserveskaren for Frem 3 er stor.

Selvom kampen på forhånd så svær ud, var stemningen i lokalerne rigtig god. Der var stillet op til livetransmittering, og der var fælles morgenbrød inden runden. Begge hold var klar til kamp.

Frem 2 startede fint ud på alle brætter, og undervejs lignede det endda at sejren ville gå til kvindeholdet. Enhver frygt for en ydmygelse fra start blev i hvert fald blæst af brætterne.

Hen mod tidnøden satte rusten dog ind hos vores to mest rustne spillere og vi måtte indkassere et knebent nederlag i vores debutrunde. Et resultat vi er ret godt tilfredse med og som lover godt for resten af sæsonen.

Pointene blev hentet på bræt 1 hvor Ellen levede op til favoritværdigheden og indkaserede et fuldt point. På bræt 2 viste Kathrine hvordan man spiller tårnslutspil og holdt remis med aktiv spil trods en bonde mindre. På bræt tre havde jeg selv fornøjelsen af at vinde holdlederopgøret, mens vores nye klubmedlem Astrid på 7. bræt fandt en materialevindende kombination i midtspillet og førte pointet stilsikkert hjem derfra.       

Kalender

Sæsonen 24/25