Når Fynsserien indledes på søndag d. 26. oktober er det med et andethold, der udelukkende udgøres af kvinder. Den konstellation er ikke set før i dansk holdskak, og vi håber bl.a. at initiativet kan være med til at styrke interessen for pige- og kvindeskak.
Skak har historisk set altid været et spil, som har appelleret langt mere til mænd end kvinder. I flere danske skakklubber er der ingen kvindelige medlemmer, og ud af Dansk Skak Unions godt 4200 medlemmer er blot 180 kvinder.
Derfor er det en glæde, at vi søndag kan stille med et rent kvindehold. Faktisk er det første gang i dansk skaks historie, at en klub stiller med et otte-mandshold bestående af otte kvinder.
Kvindeholdet møder i første runde klubkammeraterne på tredjeholdet. Holdleder Thomine Stolberg-Rohr glæder sig til den historiske debut.
- Jeg har selv oplevet at være eneste kvindelige medlem i hele fem forskellige skakklubber i de byer, jeg har boet i. Så vores nye hold er historisk, alene fordi det ikke er normalt med otte kvinder i samme skakklub. Det bliver virkelig spændende at se, hvordan vi kommer til at klare os, siger holdlederen.
Håber at skabe større interesse for kvindeskak
Frem Skakklub har i årtier gjort et stort arbejde for juniorskakken, og har på den baggrund fostret mange unge talenter. Flere af klubbens piger har således spillet sig op blandt de bedste på kvindesiden, og da man samtidig har fået tilgang af tre etablerede kvindelandsholdsspillere, kan klubben nu mønstre 13 kvindelige medlemmer. Dermed så bestyrelsen en mulighed for at etablere et rent kvindehold, som kan konkurrere mod de bedste fynske hold.
- I Frem Skakklub brænder vi for skak, og vi har længe arbejdet aktivt på at skabe en kultur, hvor kvinder føler sig velkomne. Vi har den mest ligelige kønsfordeling af alle danske skakklubber, og med det nye hold vil vi gerne vise kvinde- og pigespillere i hele landet, at man sagtens kan spille holdskak uden at være den eneste af hunkøn, siger formand, Simon Hansen.
Vi håber, at initiativet kan inspirere flere kvinder til at melde sig ind i en af landets godt 120 skakklubber. De seneste to år er der kommet en bemærkelsesværdig fremgang på næsten 30% svarende til omkring 40 nye kvinder på landsplan, men der skal mere til, mener Frem Skakklub.
- Vi håber på, at det her kvindehold kan skabe noget opmærksomhed om, at skak er en fantastisk sport – også for kvinder. Hvis vi kan bidrage til at få flere piger og kvinder ind i klubberne og dermed en mere ligelig kønsfordeling i dansk skak, vil det være helt fantastisk, siger Simon Hansen.
Kampen Frem 2 – Frem 3 spilles søndag den 26. oktober fra kl. 12.00 – ca. 16.00 i Ungdomshuset, 3. sal, Nørregade 60, Odense C. Så kig gerne forbi og følg klubopgøret og kvindeholdets debut.
Niels Henrik












































































































































































































































































































































































































































































