Frem 2 var ikke uheldig i sejr over Sydøstfyn
Søndag kunne Frem 2 skrive endnu en sejr på rundeskemaet i 2. division, da Sydøstfyn blev sendt hjem med et 5-3 nederlag. Som cifrene antyder, var der tale om en jævnbyrdig affære, men Frem 2 er inde i en periode, hvor marginalerne tipper holdets vej. Og det er ikke helt dumt i en runde, som på forhånd så svær ud, da der var tikket fire afbud ind på forhånd. Dermed stillede holdet med et halvt Frem 3, men da der er mange fremadstormende spillere på det hold, var det ikke for alvor bekymrende. Og reserverne gjorde det da også endnu engang glimrende.
Først færdig var holdlederen og Rasmus, der hver især tændte fredspiben efter relativt kort tid i deres respektive partier. Derpå fulgte Bo, som var begyndt at stå lidt presset og dermed gladeligt tog imod remistilbuddet. Siden fulgte en halv i kampen mellem Martin Utoft og Kris Munk. Begge er ivrige angrebsspillere og det var et fint kampparti, hvor Kris slog til først, men hvor Martins forsvar ikke vaklede og hvor kontraforsøget så lovende ud. Men partiet ebbede lidt ud op mod tidskontrollen og parterne enedes om remis.
Det var også en angrebslysten Oskar, som fik sin divisionsdebut mod Jørgen Kiel. Han satte et faretruende kongeangreb igang, men Jørgen afværgede stærkt og vandt materiale op mod tidsnøden. Det var dronning, tårn og fire bønder mod Oskars dronning, springer, løber og to bønder. Det lignede en meget fordelagtig stilling til Jørgen, men han kunne ikke helt overskue de medfølgende komplikationer og tilbød en halv, som vor mand accepterede prompte.
På bræt 1 fik Thomine en tidlig julegave mod Jess Nykjær. Hun havde stået presset hele partiet, og Jess fik et vundet tårnslutspil ud af anstrengelserne med en bonde over. Det lignede en stensikker konvertering, men Jess glemte tilsyneladende at holde øje med Thomines fribonde og pludselig var den kommet så langt ned, at partiet var smidt i vasken. Ikke uheldigt for Thomine, som på den måde fik revanche for det vundne tårnslutspil mod Nyborg, som hun selv glippede gevinsten i.
Dagens mest stilsikre gevinst stod Jacob for. Han fik tidligt, hvad der lignede en positionelt vundet stilling og modstanderen måtte give en kvalitet for at komme lidt med i kampen. Men Jacob rystede ikke på hånden, og da hans tårn trængte bagom modstanderens løber i et slutspil, hvor der derudover var en del bønder på hver side, så var kampen vundet for vor mand.
Sidst færdig var en halvsyg Markus, som havde vundet en bonde op mod tidskontrollen, men som i kampen mod både en kraftig snue og en godt forsvarende modstander valgte at indstille gevinstforsøgene.
Dermed blev det som nævnt en hårdt tilkæmpet 5-3 sejr. Det kan vi være tilfredse med, for undervejs lignede det et nederlag med nogenlunde samme cifre. Dermed ligger vi fortsat nummer to i rækken og kan se frem mod et topopgør i næste runde mod Næstved, som med lutter kæmpesejre har lagt sig helt suverænt i spidsen.
Niels Henrik