For to år siden led Frem 2 et svigende 2-6 nederlag til Nyborg hjemme i egen hule i Ungdomshuset. Det var kulminationen på en helt igennem forfærdelig coronasæson, hvor holdet i hver kamp manglede 4-5 spillere på grund af sygdom eller afgivelse af spillere til Frem 1. De svære betingelser betød, at holdet måtte en tur ned og runde i Fynsserien, men her to år efter er Frem 2 tilbage i 2. division, og betingelserne er meget gunstigere med langt færre afbud. Den stabilitet har været en af nøglerne til, at holdet har kunnet præstere og hente to sejre ud af to mulige i sæsonåbningen. Det er vigtigt al den stund, at det som bekendt kun placeringerne 1-3, der tæller, hvis vi fortsat skal skrive divisionshold på CV’et. Tredje runde var i den sammenhæng udset til et sandt nøgleopgør, for Nyborg var også kommet pænt fra land og har med deres tilgang af bl.a. Carsten Sørensen og Martin Jørgensen fra Nr. Aaby et rigtig stærkt hold.

Og måske var erindringen om forrige sæsons nedtur mod Nyborg lige præcis den røde klud, der skulle til for at få tændt op under holdet. For da røgen havde lagt sig efter otte spændende kampe, havde vi taget grusom revanche med en vild 6,5-1,5 sejr. Det er hele tre point over forventet. Ganske imponerende.

Det startede forholdsvis roligt. Jacob Foged og undertegnede tog remiser i relativt lige midtspil. Undertegnede med hvid mod Martin Jørgensens volgagambit, hvor der nok burde være blevet spillet videre med en merbonde, men hvor troen på egne evner mod en godt kørende modstander, og efter en dårlig præstation mod Holbæk, ikke var til stede.

Men derfra så resten af holdet sig ikke tilbage. Superreserven Rasmus er altid garant for farlige kongeangreb, og det fik han også lige ind i smasken på sin modstander denne søndag. Så meget at det endte med en imponerende finesse, hvor han gav dronning for tårn med en efter følgende kombi med matsætning med løber, springer og tårn.

Nogenlunde færdig samtidig var Jonathan og Markus. Jonathan havde vundet en bonde undervejs og da endnu en røg i slutspillet, havde modstanderen set nok. Noget lignende var tilfældet for Markus, der fik en fribonde helt ned på syvende række i tidsnøden og med modstanderen konge på afveje på den anden side af brættet var det kun spørgsmål om teknik for at få konverteret fribonde til dronning. Det klarede Markus med bravur.

Martin Utoft spiller den slags skak, som holdlederen ikke forstår sig på. En masse brikker synes ofte at stå i slag eller på utidige placeringer vilkårlige steder på brættet, men som hans idol Tal formår Martin tit at forvirre sine modstandere så meget, at de ikke helt opdager, hvad der er på færde. Det skete også i Nyborg i en materielt skæv stilling, hvor det lignede at Martin var ved at gå mat, men hvor en række smarte mellemtræk fremtvang en afgørende dronningafbytning, hvorefter to officerer og nogle merbønder afgør mod et enligt tårn.

Thomine spillede et stærkt parti som sort i italiensk mod Carsten Sørensen. Det så meget stilsikkert ud hele vejen og i et slutspil med to merbønder og to tårne på hver side, havde vi alle bogført det point til vores side. Men Carsten er snu og på nærmest mirakuløs vis fik han opstillet et pattema, som Thomine ikke havde skænket en tanke. Dermed måtte hun slukøret lade sig nøjes med remisen.

Vi slutter mini-gennemgangen af den flotte holdkamp med Benjamins parti på førstebræt, hvor han havde fornøjelsen af Nyborgs klart bedste spiller gennem flere årtier, nemlig John Frederiksen som relativt sjældent taber et parti skak. Benjamin var da også klart underhund i det opgør med godt 200 ratingpoint mindre. Men måden han klarede udfordringen på var flot – ikke mindst set i lyset af at Benjamin kom en halv time for sent, da hans frostramte bil ikke ville starte i Ebberup. Og så er gode råd dyre, når der skal spilles skak i den modsatte ende af øen. Men mor Lotte trådte til og fik sønnike transporteret tværs over Fyn. Og tak for det – det gav et moralsk boost til holdet og en flot sejr til Benjamin, som kan ses her: 

 

Niels Henrik

Kalender

Sæsonen 23/24