Søndag d. 25. november var første- og andetholdet begge på udflugt for at spille tredje runde af holdturneringen.

Frem 2 havde efter Niels Henriks udsagn en dag, hvor det meste gik vores vej. Kampen mod Nyborg var på papiret en jævnbyrdig affære, men efter slutfløjt kunne vore klubkammerater konstatere at sejren blev på hele 6½-1½! Næsten halvvejs i turneringen indtager andetholdet andenpladsen i 2. division, gruppe 2, hvor en top-3 placering vil sikre statusen som divisionshold efter den kommende omlægning af divisionsturneringen.

Frem 1 var på en lang køretur og spillede mod Hillerød. Resultatet blev 2½-5½. Simon Wilbrandt (holdleder) har skrevet en beretning om holdkampen:

Skakligaen runde 3 - mod en af favoritterne til DM-titlen

Der var lagt op til en svær kamp, for vi havde ikke Allan med og vi skulle møde et af de stærkeste hold. Men man kan jo stadig godt gøre sig umage med et hyggeligt holdmøde, som Dyrgaard var vært for. Vi fik forberedt os, men gættede primært forkert - men hyggeligt var det. Da tårnslutspillene kom frem blev det dog for seriøst for enkelte af os, som smuttede hjemad 😃

Hygge, analyser og lynskak ved lørdagens holdmøde
På trods af sne og frost kom vi problemfrit til kampen, og her så vi Hillerøds opstilling - aldrig i klubbens historie har de stillet med så stærkt et hold. Så de har vel været skræmt af os! Så med alt og vinde og intet at tabe satte vi os til brætterne.
Jeg fik min IM-modstander ud i noget, hvor han skulle tænke sig om fra start. Jeg havde godt nok heller ikke selv helt styr på det, men jeg fik tid til at kigge mig lidt omkring mens han sad og sendte sådan et "tager du pis på mig"-agtigt blik til brættet foran ham.
De første par gange at jeg to 'runden' forbi hele holdets brætter så det rigtig godt ud. Tobias snød sin modstander utrolig hurtigt i en Benoni. Og selvom det ikke var vores forberedelsers fortjeneste, så stod både Mads, Alexander, Torben og Kristoffer meget solidt - og halve point føles som hele point sådan en dag!

Frem 1 - Hillerød (foto: Hillerød Skakklub)
Efter at have kigget på de andres partier kunne jeg så af og til sætte mig til mit eget bræt med fornemmelsen af, at jeg havde mere end udlignet med sort. De første resultater kom: Remis til Alexander med sort mod IM Percivaldi. Og remis til Torben med en smuk afslutning. Han mødte GM Lars Schandorff!
2-1 til Frem var den største føring vi nåede i kampen, og det skete da Stefan vandt på bræt 8. Tobias stilling var desværre blevet dårligere på dette tidspunkt, og Dyrgaards kamp mod en 7-dobbelt Danmarksmester lignede nu også et nederlag. Og så behøver vi ikke tale om min stilling, for nu var det mig der sad med et "tager du pis på mig"-agtigt blik, som primært var rettet mod mig selv.
For at gøre en lang historie kort. Mads hold tungen lige i munden det meste af sin kamp mod Jesper Thybo, så han fik remis. Men det var også hvad det kunne blive til fra førsteholdet i denne omgang.
2½-5½, men som mine irriterende lærere i folkeskolen altid sagde. "Men det var 2½ med pil op!" Vi ville hellere have et matchpoint med pil ned, og det lignede undervejs en mulighed, men med en forventet score under 2 kan vi ikke være utilfredse. Og så var det skidesjovt at spille mod sådan nogle skaknørder med titler og alt muligt 😂😂😂

Kalender

Sæsonen 24/25