Lad det være sagt med det samme: Frem 2 har fortsat alle muligheder i hænderne for en hurtig tilbagekomst til 2. division, men mandagens kamp var en streg i regningen. 3,5-4,5 mod et godt Svendborg-hold er i sig selv ingen katastrofe, men måske nærmere en reminder om, at alle skal spille op til deres bedste, hvis oprykningen skal i hus.

Den kollektive offday startede ellers så godt. Alberts modstander satte en dronning i slag inden for den første halve time, og så var vi ligesom i gang. Derpå fulgte en hurtig fredsslutning for Aske, der tog en halv i en lige stilling. På andetbrættet så sagerne lidt tvivlsomme ud for Jonathan, der med sort i en carocann Panov valgte at give en officer for et par centrumsbønder. Der var dog ikke rokeret og det endte i ballade på baglinjen og et hurtigt nederlag.

Næste mand færdig var Bo, der i en lige stilling overså modstanderens pludselige matangreb. Derpå fulgte en halv i undertegnedes parti, der i en muligvis let fordelagtig stilling ikke rigtig kunne finde planen i tidsnøden. Alle ressourcer blev sat ind på et kongeangreb, som var for let at parere, og med udsigten til at ryge ind i et kontraangreb, blev remisen tilbudt. 3-2.

Tilbage sad Benjamin, Markus og Elias med fine stillinger omkring træk 40, så vi var stadig optimistiske. Men symptomatisk for aftenen gik det ikke så let. Elias blev presset af et par fremadstormende fribønder og måtte give en kvalitet. Det resulterede desværre i en hurtigt tabt stilling. 4-2 og nu skulle der kæmpes for bare at sikre uafgjort.


Markus og Benjamin stod for aftenens sidste spænding

Markus spillede aftenens bedste parti (se nedenfor) og fik modstanderens officerer helt begravet på første og anden række. Derpå fulgte et par fine taktiske træk der åbnede op for modstanderens konge. Sat over for mat eller store materiale tab havde modstanderen set nok. 4-3.

Sidst tilbage sad Benjamin, det havde haft initiativ og angreb partiet igennem og tilmed havde en bonde i overvægt. Men i tidnøden røg angrebet og modstanderen fik rutineret byttet af til uligefarvet slutspil, som var dødt remis.

Æv æv. 4,5-3,5 til Tårnet - vi må revanchere skuffelsen i næste runde.

Niels Henrik

Kalender

Sæsonen 22/23