Klokken ca. fem minutter over midnat kunne man i de spæde første minutter af fredag d. 19. november høre en meget saftig glose blive råbt højt ud i luften, hvis man befandt sig i nærheden af Nørre Aaby skole. Råbet stod undertegnede for, og baggrunden skal findes ikke bare i de 6 timer, som ledte op til episoden, men ligefrem flere år tilbage i tiden.

For nu bliver vi dog i 2021. Tre uger forinden havde Frem 3 besøg af Ejby i klubbens lokaler i Ungdomshuset. Her var kortene blevet lagt tydeligt på bordet af formanden:

Ejby stillede ikke med stærkeste holdopstilling, så der var muligheder i mosen. En sejr her ville kunne bringe os særdeles godt fra land og kunne føre til chancer for et meget pænt resultat for sæsonen. Kampen var altså ikke afgørende, men kunne give god medvind. På papiret var Frem også (i dansk rating) favoritter til at tage kampen, en situation, som Frem 3 ikke så ofte befinder sig i. Det var derfor med lidt overraskede miner, at vi måtte se os slået 3-5 af Ejby. Efter lidt tid til refleksion virkede årsagen dog umiddelbar: Rasmus, som ellers har vist sig som bundsolid, havde en dårlig dag og kom grueligt galt afsted som første mand, hvilket jo kan se for alle. Martin blev også dårlig i løbet af kampen og solgte en officer gratis i en stilling, som han ellers beskrev som overbevisende i hans favør.

Med dette in mente, når man kigger på resultatlisten, så kunne noget godt tyde på, at Ejby formåede at udnytte en kollektiv dårlig dag hos Frem 3 til et meget flot resultat. Lau, Jonathan og undertegnede formåede at trække point hjem, men vi var klar på, at oprejsningen måtte indfinde sig ved næste kamp.

Denne kamp skulle føres mod Nørre Aaby i deres lokaler. Sidst Frem 3 gæstede Nørre Aabys førstehold blev det en drabelig affære, som også bevægede sig ind i de tidlige minutter af den næste dag. Her havde undertegnede krydset klinger på førstebrættet og tabt en lovende lige stilling. Dette havde medført sene hjemvendelser til undertegnede, Bo og Aske, som slukørede var vendt hjem efter et nederlag.

Der var derfor lagt op til et brag af en kamp fra Frem 3s side, allerede inden vi havde sat os i bilerne for at køre ud til Nørre Aaby: Der var både genoprejsning og revanche på programmet. Det var ikke præcis det samme hold, som stillede op mod Ejby tre uger inden, men det var ganske forståeligt, når nu kampen blev ført på udebane en uvant dag. Men kampgejst og forventning var der rigeligt af.

Da Roed’erne Jonathan, Elias og Steen kom fra Roed Mansion, og Christoffer Vinther kom kampklar med toget fra Esbjerg, så efterlod det den dynamiske kvartet Aske, Bo, Klubmesteren og undertegnede, som mødte punktligt op ved klubben klokken 18:00 og drog mod Nørre Aaby i Askes røde kampvogn. I bilen blev kampens betydning gjort klar, og duoen Aske og Bo kom med en stille bøn om, at undertegnede fik gjort færdig inden midnat. Det kunne ikke loves, men der blev forsikret om, at hvis det blev over midnat, så skulle det nok være med en sejr. Med disse præmisser ankom Frem 3 til Nørre Aaby. Kampen forløb som følger:  

0 - 1 | Nørre Aaby 1 - Frem 3
Første resultat kom inden den første time var spillet. Martin kørte sin modstander over med ”det skotske kværn” (Citat fra manden selv). Hermed Frem 3 sikkert fra start.  

0 - 2 | Nørre Aaby 1 - Frem 3  
Efter præcis en times spilletid fik Aske sit point, dog med en noget mere kedelig begrundelse. Hans modstander var desværre ikke mødt op.  

½ - 3½ | Nørre Aaby 1 - Frem 3
De næste to partier, der sluttede, var Elias på 6. brættet og Steen på 8. brættet. På papiret begge favoritter, Elias tog en god sejr, og Steen, som vidst var kommet lidt galt afsted, formåede at holde en halv med flot spil.

2½ - 3½ | Nørre Aaby 1 - Frem 3
Christoffer og Jonathan tabte begge stillinger, som havde lovende spil. Begge modstandere gjorde hvad de kunne. Undertegnede så kun lidt med hos Jonathan i begyndelsen, hvor stærkt spil fra hans modstander, så ud til at gøre det svært for Jonathan at udnytte sin fordel.

3½ - 3½ | Nørre Aaby 1 - Frem 3
Formanden tabte et slutspil, som så ganske fordelagtigt ud, til en smart fælde fra hans modstander. Der var flere udbrud fra begge parter under partiet, som bølgede frem og tilbage med skiftende fordele.

4 - 4 | Nørre Aaby 1 - Frem 3
Til sidst måtte undertegnede, desværre, give en remis, da klokken lige havde passeret midnat. Efter små to timers spil går rygtet, at Aske med lettere nervøs stemmeføring fik ytret, at der vidst var en positionel stilling på 2. brættet, som undertegnede kunne sidde og gnave i. En meget korrekt observation fra Aske, og der var også en enorm fordel på brættet, som ikke blev udnyttet grundet tidsnød ved 35. træk og igen ved afslutningen på partiet.

Altså er baggrunden for udråbet lagt. Undertegnede havde hovedsageligt haft fokus på eget parti, hvorfor udråbet var rettet mod mig selv, der op til midnat havde haft fantastiske chancer for at sikre det ekstra (potentielt meget vigtige) matchpoint for holdet. På papiret var Frem 3 favoritter til kampen, og det ville have været et godt resultat at føre sæsonen videre på. Der blev vist stærkt spil på alle brætterne, og vi havde mange chancer undervejs for at sikre et bedre resultat, så der er bestemt håb forude. Der blev også vist følelser over resultatet for nogen af de andre partier – noget som jeg synes viser, at kampene, og deres resultat, betyder noget for spillerne på vores hold. Som det så poetisk (og lidt dramatisk) blev sagt i Askes røde kampvogn på vej hjem fra kampen: ”Når man spiller på Frem 3, så bløder man holdånd til holdkampene.”

Næste hold, som venter, er Faaborg 1. Et hold, som vi på papiret burde være meget jævnbyrdige med. For mig at se giver det gode muligheder for, at vi kan give lige så god en kamp, som vi har givet de andre runder. Denne gang er det også referentens overbevisning, at resultatet kommer til at afspejle det gode spil og den kampgejst, som er kommet for dagen ved de andre kampe. Sæsonen ser ganske lovende ud, hvis niveauet fortsætter på brætterne, som det har været indtil nu.  

Markus

Kalender

OM lynskak