Trekamp om titlen i Odense

Hvor lørdagen bragte spådomme om spænding, lykkedes det søndagen at levere varen!

Billedet nedenfor viser situationen efter knap fem hele runder og kun ét resterende parti. Partiet kan kun få tre udfald; hvert udfald vil give hver sin indgravering på vandrepokalen!


Turneringens sidste parti: Mads Hansen-Rasmus Thøgersen med en interesseret tilskuer i skikkelse af Filip Boe.

Forhistorien til billedet ovenfor, var en formiddag med nogenlunde fredelige remiser for Filip og Mads, mens Rasmus Thøgersen lykkedes med at opnå en skæv stilling mod klubkammerat Pelle Bank. Ubalancen i stillingen førte i sidste ende til gevinst, da Rasmus fik kombineret oprettelsen af en flugtvej for sin egen konge med en mattrussel på Pelles ditto.

Mads og Rasmus gik dermed ind til sidste runde velvidende, at en gevinst i deres indbyrdes opgør ville sikre titlen som Odensemester. Filip Boe lagde samtidigt sine titelaspirationer i håbet om en remis mellem Mads og Rasmus. Filip ville i så fald med gevinst i sit eget parti kunne sikre sig Odensemesterskabet 2021 grundet bedre korrektion grundlagt i fredagens sejr over Rasmus.

Filip vandt sit afsluttende parti mod Pelle, hvormed situationen som på billedet ovenfor var nået. Ét parti med tre mulige udfald - En titel med tre unge aspiranter. Betydningen var ikke at tage fejl af. Den første del af afgørelsen faldt omkring tidskontrollen, hvor en kompliceret stilling, materiale ubalance og tidspres på forunderlig vis mundede ud i et dronningeslutspil med merbonde til Sort. Rasmus’ muligheder for at realisere den materielle fordel var dog begrænset af den evige trussel om evigskak. Små løbende forbedringer sikrede dog, at håbet kunne fastholdes. I en presset stilling fik Mads sluppet sin konge på det forkerte felt, hvorfor Rasmus - med sin fjerde sejr i træk(!) - kunne lade sig hylde som Odensemester 2021. Stort tillykke til Rasmus!

Gruppevindere

Mester 1 blev vundet sikkert af FM Hilmir Heimisson (Jetsmark) med 4,5 point foran Lars Hansen (SK1968) og Mikkel Manosri (BMS).

Casper Liu (BMS) havde med maksimum efter fire runder sikret sig sejren i Mester 2 allerede inden søndagens afsluttende runde. Et afsluttende nederlag til Christian Eriksson (Caïssa) har derfor kun den præmiemæssige betydning, at Tobias Ilsøe (Frem) og Christian delte andenpladsen med tre point.

I mester 3 triumferede Steen Brustrup (Brønshøj) med fire point.

Anastasios Koukas (Grækenland) tog sig sikkert af Mester 4 med 4,5 point, mens Nicklas Winther-Jørgensen (Næstved) tog andenpladsen med 3 point.  

Mester 5 sluttede af med et ægte topopgør og direkte duel om præmiefordelingen, da Lukas iskos (BMS) og Jan Kuntz (Frem) krydsede klinger. En direkte duel, der fik arrangørerne til at udvælge netop Mester 5 til rundens fjerde gruppe på live. Partiet endte i uligefarvet løberslutspil med remis og præmiedeling som resultat.

 

Mester 6 blev vundet af Anton Marthedal (ØBRO) med fire point, mens Thomas Nielsen (Nordsjællands Skakklub) med tre point sikrede sig en udelt andenplads.

Juniorerne er velrepræsenteret (og vellidt!) ved Odensemesterskaberne, og det ungdommelige spil fik konkurrenterne i Basis 1 at mærke, da Noah Wahlgreen (BMS) og Hannibal Jaques (Nørrebro Skakklub) tog en sikker delt gruppesejr med hver fire point.

 

Ungdommen sejrede også i Basis 2, da Alf Andries (Læseforeningen) vandt med fire point foran Oliver Jakobcic (Holstebro) et point efter.

Hvis titlen ”Årets remisgruppe” skulle uddeles, ville det være svært at finde andre nominerede end Basis 3, hvor kun hvert tredje parti fandt en vinder. De pointmæssigt rolige vande medførte minimal spredning i feltet, hvorfor de to lokale juniorer, Jonathan Roed Jacobsen (Frem) og Kristian Burgaard (Læseforeningen), kunne løbe med en delt førsteplads efter en sejr og fire remiser hver.

En delt gruppesejr blev det ligeledes til i Basis 4, da klubkammeraterne Laurits Wehding og Kim Michael Pedersen (begge Amager) hver fik samlet 3,5 point.

 

Basis 5 blev med 3,5 point vundet af Knud Poulsen (Syddjurs) foran de to lokale, Ruben Jepsen (Læseforeningen) og Elias Roed Jacobsen (Frem), begge med tre point.

En sikker gruppesejr fandt vi også i Basis 6, hvor Troels Barington (Valby) lagde ud med fredagens længste parti (remis), hvilket blev fuldt op af lutter sejre lørdag og søndag!

Emil Savery havde med lutter sejre inden sidste runde allerede sikret sig gruppesejren i Basis 7, hvorfor et afsluttende nederlag kun fik betydning for ratingtallet. Frem Skakklubs formand og en af de stærke kræfter bag Odensemesterskabet, Bo Sørensen, tog sig af andenpladsen med 3,5 point.

Basis 8 havde - som IM-gruppen - en trekamp om gruppesejren, da Anker Müller (Skak for sjov), Lucas Montagne (Frem) og Sauran Bekmukhanov (Esbjerg) gik ind til sidste runde á point. Suaran var ene om at vinde sidste parti, mens Anker tog andenpladsen efter remis.

 

Christian Lund Krarup (Dansk Skak Akademi) og Vincent Videbæk (Holbæk) tog med hver 3,5 point en delt gruppesejr i Basis 9.

Basis 10, der blev afviklet som Monradgruppe med ni deltagere, fandt en sikker vinder i Leia Andries (Læseforeningen) med 4,5 point. Marcus Holm og Wadie al-Chemali (begge SK1968) delte gruppens resterende præmier efter hver at have scoret 3,5 point.

 

Tak for i år

Årets Odensemesterskab melder sig i historiebøgerne - både som én i rækken af mange og samtidigt som det første mesterskab, hvor der året inden ingen mester kunne kåres. Coronapausen har gjort årets turnering til en anden oplevelse, men samtidigt var det allerede fredag hurtigt klart, at deltagernes humør og spillelyst er uforandret.  Frem Skakklub vil derfor gerne sige tak til alle deltagere for at bringe turneringen og skakken tilbage mod normale tider og for en hyggelig weekend!  Desuden tak til samarbejdspartnerne (Giersings Realskole og Hotel CabInn) og ikke mindst det store hold af frivillige kræfter inden og under turneringen!

Vi ses forhåbentligt igen næste år; I skal alle i hvert fald være så velkomne!  

Kalender

Sæsonen 24/25