Spændingen lå tykt i spillelokalet, da klubmesterskabet skulle afgøres i sidste runde 11. oktober.

Topopgørene var Markus-Albert, Martin-Erik og Jonathan-Rasmus, hvor Albert havde de bedste kort på hånden inden rundestart, da sejren over Erik mandagen forinden bevirkede et halvt points forspring.

Alle opgørene var præget af den titel, der var på spil, og duellanterne kunne følge hinanden løbende.

Først færdig var Jonathan, der spillede remis og lod Albert og Martin sidde med spændingen intakt.

Dernæst fandt Markus et flot officersoffer, der åbnede op til Alberts konge i centrum, hvormed rygterne så småt ville, at årets klubmesterskab skulle afgøres i en omkamp mellem fire spillere efter skolernes efterårsferie.
Martin, der nu kunne afgøre klubmesterskabet til egen fordel ved en gevinst mod Erik, tabte en løber i en ellers lovende stilling med pres i centrum og på dronningefløjen. Stillingen havde dog stadig dynamik, og Martin lod ikke chancen om en sensation forsvinde så let. Martin kæmpede og kæmpede og det dynamiske spil gav pludseligt pote med en flot mat med blot to tårne og to bønder midt på brættet.

Dermed kunne Martin - overraskende, men fuldt fortjent - lade sig kåre som klubmester i Frem Skakklub 2021. Stort tillykke!  

Du kan se alle resultater, placeringer og nye ratingtal på turneringssiden. Frem Skakklub takker for endnu et hyggeligt klubmesterskab.

Kalender

OM lynskak