Årets Odensemesterskab sluttede på uforglemmelig vis. En af Frem Skakklubs bedste spillere nogensinde blev optaget som æresmedlem i Frem Skakklub. I en alder af blot 32 år, har Frems bestyrelse og flere bærende medlemmer besluttet, at Kristoffer Dyrgaard Sørensen har gjort sig mere end fortjent til blive æresmedlem i Frem Skakklub. Optagelsen skete inden sidste runde af Odensemesterskabet blev sat igang, hvor en noget overrasket Kristoffer modtog sit nye æresmedlemskab foran et kæmpe bifald fra alle deltagerne.
Respons på Niels Henriks Facebook-opdatering om Kristoffers æresmedlemskab 13. oktober 2019
Kristoffer har skabt flere store talenter for klubben med en massiv juniortræning. Han er tidligere formand og nuværende næstformand, webmaster og holdleder for førsteholdet. Han er klubbens stærkeste spillere, flere gange klubmester, tidligere Fynsmester, og så huskede han formanden på, at han også er tidligere Odensemester. Han har en stor del af æren for, at Odensemesterskabet nyder kæmpe succes i disse år, og var igen i år turneringsleder for 112 deltagere.
Billeder fra rundestart søndag eftermiddag (foto: Niels Henrik)
I klubben er han samlingspunktet, han giver sig god tid til at tage sig af juniorerne, der flokkes omkring ham, når træningen slutter. Han er den første, som møder i klubben, og den sidste, der går, selv om han ikke behøver at være det. Vi kan kun være stolte og glade for, at Frem Skakklub har Kristoffer som så stort et aktiv for klubben.
Et kæmpe stort tak og tillykke skal lyde herfra, vi håber du vil fortsætte det arbejde i klubben i mange år FREMover også.
Formand
Bo Frehr Sørensen