Frem Skakklub i billeder

Sponsorer

Frem Skakklubs sponsorer
Banner
Banner
Banner

Log på

Login for adgang til partidatabase og klubbladsarkiv.



Kontakt webmaster Kristoffer for et login


Frem 4 tabte 5-3 til Læseforeningen, men sæsonen gik som helhed godt
Skrevet af Peter Fynbo   
Lørdag, 24 Marts 2018 09:32

Tirsdag den 20. marts deltog Frem 4 i ottende og sidste runde i Serie 1. Sydøstfyn havde inviteret de seks hold i øverste slutspilsgruppe til fællesafslutning med i alt 24 partier på skolen i Gudbjerg. Vore modstandere den aften var Læseforeningen 3, og det hold er på papiret temmelig meget stærkere end vi er. Det ses også på resultatet, de fire øverste brætter tabte, Jonathan dog først efter en meget lang og sej kamp, mens undertegnede tabte ret hurtigt efter forgæves forsøg på at redde partiet oven på en gedigen gedebuk i åbningen (jeg havde nu nok tabt alligevel). Lyspunkterne lå på de nedre brætter, hvor Elias lagde ud med en meget hurtig sejr, og Steen og Alf sørgede for to remiser. Alfs remis kom efter et langt slutspil, hvor det i lange tider bestemt ikke var klart, hvem der havde overtaget. Aftenens aller-allersidste parti vandt Henrik i et langt (83 træk) og spændende slutspil, hvor han gennem mange træk også havde uret som modstander. Kampens resultat blev 5-3 til Læseforeningen.

Gennemgående kan vi være tilfredse med de resultater, vi har fået i løbet af sæsonen; vi har klaret os meget bedre end i fjor, hvor stort set samme mandskab tabte syv matcher og holdt en uafgjort. Denne gang vandt vi fire og tabte fire. Vi har spillet 64 partier, vundet to på afbud og fået 30 points i resten; det er seks mere end man skulle vente ifølge ratingen, og det betyder også, at de fleste på holdet har tjent pæne rating-gevinster. Jonathan har med tre sejre og to remiser scoret 4 points i syv partier på førstebrættet og Alf har scoret 4 i seks partier, endda uden nederlag. Det lover godt, at de unge klarer sig sådan. Henrik har tre gange været reserve for Frem 4 og scoret 2½ point, mens Peter Kinggaard, der også har været reserve tre gange, har vundet to kampe ved brættet og den tredje på afbud fra modstanderen. Det er rart for en holdleder, at han kan hente den slags pålidelige bagstoppere på reservebænken.  

Peter Fynbo