Frem Skakklub i billeder

Sponsorer

Frem Skakklubs sponsorer
Banner
Banner
Banner

Log på

Login for adgang til partidatabase og klubbladsarkiv.



Kontakt webmaster Kristoffer for et login


Frem atter repræsenteret i pokalfinalen
Skrevet af Niels Henrik Sørensen   
Mandag, 26 Februar 2018 19:34

Frem 1 er klar til et revancheopgør mod Nr. Aaby 1 i finalen i den fynske pokalturnering.

Det står klar efter torsdagen semifinaler, hvor lodtrækningen desværre parrede Frem 1 med Frem 2. Dermed blev det en realitet, at Frem 2 udelukkende har mødt andre Frem-hold i denne sæsons pokalturnering. Måske burde der være en regel om at hold fra samme klub ikke kan møde hinanden i de første par runder af pokalen? Det er en diskussion værd... igen... også i FSU.

Nuvel, matchen Frem 1 mod Frem 2 blev trods alt spændende, for Frem 2 havde ikke tænkt sig at give finalepladsen til førsteholdet uden kamp til det sidste. Det resulterede i fire kamppartier - med fire hvide sejre!

På fjerdebræt er både Tobias og Yann eksperter i kongeindisk, og de første 18 træk blev nærmest fyret af á tempo. Men snart fik Tobias sat en stærk løber på f3, der forsvarede den hvide konge mod det tematiske sorte angreb, og sin egen springer plantet ubehageligt på c7, så Yann så sig nødsaget til at give en kvalitet. Det blev afgørende, og Tobias kørte sikkert en sejr i hus.

På tredjebræt lignede det, at Torben kom meget belejligt fra åbningen mod Jan med materialegevinst til følge. Men den lille magiker fangede på bemærkelsesværdig vis den sorte konge midt på brættet og stillet over for mat eller stort materialetab, valgte Torben at sige tak for spillet.

På andetbræt valgte Per en rolig opstilling mod Alexanders kongeinder. I midtspillet fik han fuld kontrol over en åben d-linje, hvilket endte i et pres, der kostede Alexander et par bønder. Vor unge himmelstormer kæmpede til det sidste, men slutspillet var ingen sag for Per.

På førstebræt fik Niels Henrik mod Kristoffers grünfelder frembragt en dronninggambit-struktur med det klassiske minoritetsangreb på dronningefløjen. Kristoffer fik skabt nogle taktiske muligheder med sit løberpar, men da parterne nåede slutspillet var det alligevel med Niels Henrik i initiativet takket være to grimme isolerede dobbeltbønder i Kristoffers stilling. Disse bønder stod til afhentning, og det blev afgørende i et obligatorisk tidsnødsdrama, hvor Kristoffer gik mat med 5 sekunder tilbage på uret for Niels Henrik.

2-2 og dermed lynomkamp. Her havde i hvert fald Yann en vundet stilling og den bedste tid, men var dog ikke årvågen nok, og pludselig vandt Tobias på tid. Men Frem 1 var dog klart bedst i disciplinen, og det endte i de knusende cifre 3,5-0,5. Stort tillykke med finalepladsen til Frem 1! FSU har lagt alle enkeltresultater på deres hjemmeside.