Det er med glæde, at vi kan meddele, at IM Mads Hansen og Simon Wilbrandt vender tilbage som A-medlemmer af Frem Skakklub efter flere år med Skakliga-oplevelser i hhv. Skanderborg og Jetsmark.
 
Tilgangen er en naturlig forstærkning af førsteholdet samtidigt med at klubaftenerne forhåbentligt også vil se et løft: Førsteholdet vil se strukturelle ændringer, da Simon forventeligt overtager rollen som holdleder med tanker om at stærke førsteholdets forberedelser og samarbejde. Med denne forstærkning af førsteholdet tager vi første skridt på vejen mod at kunne spille med om oprykningen til Skakligaen.
 
Samtidigt håber vi, at dette kan bidrage til endnu mere interessante klubaftener både for bredde, men også for eliten. I den forbindelse er det glædeligt at konstatere, at Mads samtidigt med sit skifte foreslog at stå for sæsonens første undervisningsaften 17. august - hvilket vi naturligvis sagde ja til - samt har tilmeldt sig klubmesterskabet, som den højstratede deltager nogensinde! Mads har tidligere vundet klubmesterskabet tre gange. Kristoffer, Tobias og Simon er også tilmeldt, så vi kan allerede nu sige, at det bliver det stærkeste klubmesterskab klubben har set i lang tid!
 
Vi glæder os til at se jer alle sammen i klubben og til klubmesterskabet og byder Mads og Simon hjerteligt velkommen i Frem Skakklub!