Frem 3 tabte klart til et stærkt spillende Tårnet 1. Selv om der var lige spil på langt de fleste brætter efter halvanden time, så faldt næsten alt, hvad der kunne, ud til Tårnets fordel.  Markus og Aske(Mourinho) var overmatchet på de øverste brætter, men kæmpede bravt imod Michael Nord og Kurt Hollesen, men begge kom ned med nakken efter to lange partier. Derefter kom første remis på tredjebræt, i 6-2 nederlaget, hvor Erik satte alt ind på et angreb på sorts konge, det var utrolig spændende parti at følge med i. Erik var utrolig skuffet bagefter over kun at få den halve, men i slutstillingen var der ikke mere at komme efter.


Aske måtte trods ihærdig indsats se favoritten, Kurt, løbe med hele pointet

Formanden vandt sit parti uden at imponere, faktisk havde modstanderen op til flere vindertræk, som han overså, det var et rodet spil, men som aftenens eneste spil, så faldt det ud til sejr til Frems fordel. Holdets yngre spillere, Alf, Clara, Elias og Rasmus, havde det svært, og det var kun Alf, der formåede at få et halvt point ud af anstrengelserne på de 4 nederste brætter.

Frem 3 er igang med en læringsrig og hård sæson, hvor holdet er undertippet hele vejen igennem sæsonen. Set i det lys formåede holdet faktisk at hente holdets forventede score, som var på sølle 1,34. Men talenterne bliver bedre og bedre for kamp til kamp, og både formand og holdleder tror på at der nok skal komme et par sejre senere i sæsonen.

Bo Sørensen