Søndag d. 2. december om aftenen sad jeg og syede knæpuder i mine cowboybukser. Forude ventede det hyggelige, men vigtige klubderby Frem 3 mod Frem 4. Den legendariske holdleder for Frem 3, Bo Sørensen, var kaldt til enkebal ved det kongelige hof og havde for en kamp overladt tøjlerne til mig.

Det var et tyngende job at gå i holdlederens fodspor. Mens jeg syede højre knæpude fast, gennemgik jeg for 117ende gang de taktiske dispositioner. Med stor snilde havde jeg lokket holdopstillingen for Frem 4 ud af Peter Fynbo under påskud af, at vi skulle undgå at udtage de samme spillere. ”Hæ hæ”, gnækkede jeg, og klappede mig selv på skulderen. Frem 4’s unge talenter var dansk skaks svar på FC Nordsjælland. På en god dag kunne de slå alle, men de kunne også knække under hårdt pres. Blandt mine taktiske forberedelser til kampen var at hente Henrik Malig Hansen ud af glemslens tåger og direkte ind i startopstillingen.

”Sådan”, sukkede jeg, tynget af ansvaret. Knæpuderne var sat i, og den vikarierende holdleder var klar til at lave den obligatoriske ’sliding Mourinho’, om vi skulle lykkes med at vinde.

Holdet så godt ud. Jeg kunne se det i deres øjne. De var klar.

Kampleder Kristoffer bad om, at urene blev sat i gang. Lyden af træ mod træ klirrede i lokalet, og brikkerne væltede ud over bordene. Savl og slim stod i mundvigene. Når Frem’s unge talenter spiller skak, spilder de ikke tiden. Det går ubegribeligt stærkt. Efter 14 sekunder var to partier i realiteten afgjort, og et tredje gik mod slutspil.

Først færdige var dog de rutinerede Dan og Steen på bræt 5. Dan følger en fast rutine, når han spiller skak: Først giver han nogle brikker for aktivitet. Så giver han nogle flere brikker. Til sidst sætter han enten mat eller giver op. Det hele er typisk overstået på 10 minutter. Mod den rolige Steen var det en for risikabel strategi, og Dan måtte ned.

På bræt 7 havde rutinerede David og unge Elias i den tid, det tog den vikarierende holdleder at tage en slurk af sin danskvand, afviklet til et lige slutspil, og partiet endte remis.

På bræt 8 blev der høvlet træ i et ufatteligt tempo, indtil Christian så ud til at have dronning og bonde faretruende tæt på Linus’ konge. Linus fik dog flot afværget truslen, så partiet endte med at blive usædvanligt langt for de to blodtørstige unge herrer. Først langt henne i slutspillet fik Christian skabt noget fusk og tog en vigtig sejr for holdet, inden de udmattede kombattanter kunne tage fyraften efter 29 hårde minutter.

På bræt 6 havde Willy med sort snuppet Henriks bonde på c4 og så ud til at holde godt fast. Jeg havde dog fortsat tiltro til min taktiske joker. Og jeg blev rigt belønnet. Efter lidt tid kom Henrik pludselig luskende med en sort dronning i hånden og spurgte den vikarierende holdleder, om han havde tilladelse til at acceptere Willys resignation. Det havde han.

På førstebrættet spillede Erik noget der lignede en tro kopi af partiet fra seneste holdkamp – nu blot med sorte brikker – mod Peter. Dronningen vimsede æggende omkring den hvide konge, dansende på en knivsæg. Skulle den blive fanget eller sætte mat? Jeg fik ikke set de afgørende slagudvekslinger, men Erik lod sig notere for et vigtigt 1-tal.

Tilbage var Markus mod Alf (bræt 2), Mikkel mod Rasmus (bræt 3) og den vikarierede holdleder mod Bastian (bræt 4). Ifølge Yann spiller Markus og undertegnede Frem’s mest kedelige skak. Det var dog ikke til at se på Markus’ parti, hvor Alf havde forsømt at rokere, og hvor stillingen derfor ætsede af giftige diagonaler og linjer.  Bræt 4 udviklede sig dog meget roligt. I et smukt positionelt parti (positionelt, Yann, positionelt!) blev brikkerne udviklet harmonisk og med sans for helheden. Lidt som i en symfoni (symfoni, Yann, symfoni!), vuggede stillingen med blide skvulp i rolige faser, indtil spillerne i ottende akt lige nåede at tage remis, inden de faldt i søvn. Bastian er en god spiller og burde måske tro lidt mere på egne evner og spille sine varianter skarpere efter gevinst (Lxc3 frem for retrætetrækket Le7) – så er der god mulighed for at spidde et bløddyr som undertegnede.

Rasmus spillede noget, der lignede kamikaze, mod Mikkel. Samtlige bønder, officerer og minsandten også kongen blev smidt fremover brættet i forsøget på at blæse modstanderen af brættet. På et tidspunkt så det nogenlunde lovende ud, men med et smukt dronninge-’offer’, der ikke kunne accepteres, fordi det ville tillade en gaffel på den hvide dronning, vandt Mikkel en officer. Det tog lidt tid at konvertere, men sejren kom i hus i et spændende parti.

Tilbage sad Markus og ledte efter gevinsten mod Alf. I tidnøden fandt han den dog ikke, og parterne enedes om remis. Flot holdt stand af Alf, og samtidig en salomonisk afslutning begge hold kunne være rimeligt tilfredse med. 5½ - 2½ endte kampen.

Den vikarierende holdleder glemte at ’slide’ hen ad gulvet. Men hvem ved – måske får han brug for knæpuderne en anden dag.

Kalender