I sæsonens første udekamp besøgte Frem 4 Middelfart til en match i Serie 1. Som sædvanlig var vi undertippede (forventet score 1,19), næsten alle havde modstandere, der havde mere end 250 ratingpoints i forspring, og værre blev det, da Willy ikke kom. (Det skyldtes heldigvis ikke noget alvorligt.) Men vi fik dog tre points.

Linus var på krigsstien. Han var Hvid i en åbning, som nogen kalder Pterodactylforsvaret (hvad folk dog finder på!). I den ”stilfærdige” variant, altså. Men det var nu ikke spor stilfærdigt. Og efter nogle afbytninger, som Linus havde bedst styr på, havde han et tårn i overskud. Så var det parti afgjort. Stor ros til Linus, også fra hans modstander.

Rasmus vandt en bonde i en lidt heldig afbytning, og senere afviklede han sikkert til et vundet bondeslutspil. Og endelig gik det som sædvanlig vildt til i Dans parti, hvor forviklingerne sluttede med, at Dan satte sin modstander mat. Vi andre tabte, men Steen og Bastian kæmpede længe. Steen mente, at han kunne have vundet, og han var slemt utilfreds. Bastian sagde ikke meget om sit parti, men hans modstander og andre fra Middelfart analyserede på det og mente, at det måske ikke var så langt fra remis. Gad vide, hvad Stockfish ville have sagt til de to partier.

Kampens resultat blev 5-3 til Middelfart. Det er et resultat, vi trods alt godt kan være tilfredse med, og med lidt held kunne det være blevet bedre.

Næste gang er en hjemmekamp mod Læseforeningen 3. Det sker den 2. december.

Peter Fynbo

Kalender

OM 2019