Sæsonen 2018/19 blev et sandt triumftog for Frem 2, som i overlegen stil indløste returbilletten til 2. division. De syv kampe i Fynsserien blev alle vundet, og ingen spillere på holdet led nederlag undervejs. Det er alligevel et særsyn, selvom vi på forhånd var favoritter til topplaceringen.

Ved fællesafslutningen i Nyborg blev det til en 6½-1½ sejr mod Odense 1, og dermed en pointtotal på 44½. Ifølge holdlederens research er det samtidig ny rekord i Fynsserien, da Sydøstfyns hidtidige rekord lød på 43½ point i sæsonen 2009/10.


Fra venstre: Jonathan, Tommy, Mikkel, Albert, Mathias, Jan, Yann og Niels Henrik

Rekord eller ej, så er der tale om en kraftpræstation. Der har været god holdånd og meget få afbud – og ikke mindst stor skakglæde hos alle. Kendetegnende for sæsonen har helt simpelt været, at der er blevet kæmpet til det sidste, og selv håbløse stillinger har kastet point af sig. Det var også tilfældet i sidste runde, hvor både Mathias og undertegnede stod tvivlsomt, men alligevel fik reddet kastanjerne ud af ilden.

Da holdlederen selv tog topscorertitlen i år, får I her partiet fra sidste runde, som måske meget sigende for sæsonen også blev et billede på, at det kan betale sig at kæmpe, selvom man har klokket gevaldigt i det undervejs smile

Hvid: Jesper S. Poulsen, Odense
Sort: Niels Henrik Sørensen, Frem

1. d4 d5 2. Nf3 Nf6 3. e3 Bf5 4. Nbd2 e6 5. Ne5 Be7 {et håndledstræk, der fuldstændig overser, hvad hvid pønser på...} 6. g4 Bg6 7. h4 {ups, nu får sort en skidt stilling} h6 8. Nxg6 fxg6 9. Bd3 Qd6 {Kf7 for at holde på bonden er noget skrammel i længden, så efter chokket over at være blevet snydt af Colle (!) i åbningen bliver der taget en praktisk beslutning om at give bonden og få kongen over på dronningefløjen} 10. Bxg6+ Kd8 11. f4 c5 12. c3 Nc6 13. Nb3 c4 14. Nc5 Kc7 15. Bd2 {e4 ligner et langt stærkere træk for hvid} b6 16. Na4 Nd7 {lidt klodset har hvid fået sin springer passificeret på a4. Sd7 truer nu både b5 og e5, så sort er med igen} 17. b3 b5 18. Nb2 e5 {pludselig har sort fordelen, og diverse taktiske motiver toner frem} 19. Bf5 exf4 20. exf4 Bxh4+ 21. Kf1 {løberen kan naturligvis ikke slås pga De7 med skak} Bf6 22. b4 Rhf8 23. Kg2 Rae8 24. Bc2 {hvid har spillet alt for passivt. nu kan der ofres frem mod en overlegen stilling} Nxd4 25. cxd4 Bxd4 {så står sort til gevinst. hvids brikker er helt ukoordinerede} 26. Nxc4 {desperation, nu er afslutningen nær} dxc4 27. Rb1 Qd5+ 28. Qf3?? Re2+ 0-1

Frem 2’s enkeltpræstationer:
Jan 5,5/7
Niels Henrik 6/7
Mathias 4,5/6
Yann 5,5/7
Tommy 2,5/4
Albert 5/6
Jonathan 4,5/7
Anton 4,5/5
Mikkel 3/4
Udover holdets grundstamme har både Jacob og Markus bidraget med en spillet kamp.

Tak til alle for en fremragende sæson!

Niels Henrik

Kalender